Om os


Else Marie og Klaus fra Magtenbølle Honning & MjødHonning fra flittige fynske bier

Magtenbølle Honning & Mjød er en lokalt forankret virksomhed. Vi producerer fødevarer med udgangspunkt i vores biavl på Fyn. Nysgerrighed og evnen til at undre sig er drivkraften i vores aktiviteter. Vi kan lide at eksperimentere og skaber unikke produkter til forbrugeren, der vil have noget særligt.

Stress og jag fylder alt for meget i vores verden, hvor alt måles og vejes i produktivitet og effektivitet. Vores kultur er præget af overfladiske relationer og fremmedgørelse. Der er for lidt plads til fascination, forkælelse og kærlighed til de varer og ydelser vi forbruger. Det vil vi ændre på. Varer fra Magtenbølle Honning & Mjød forfører, skaber glæde og giver rum til den indre ro.

Ansvar og engagement i verdenen, der omgiver os, har også stor betydning for os. Naturens kredsløb og balance er en vigtig forudsætning for al liv. Vi mennesker har et ansvar for, at miljø og natur ikke overbelastes. Derfor driver vi miljøvenlig og bæredygtig biavl. Vi anvender ikke pesticider, ligesom vi kun anvender naturlige midler i sygdomsbekæmpelse.

Bierne skaber ikke alene grundlaget for vores udvikling og produktion af fødevarer. Biernes bestøvning af blomsterne bidrager også til at styrke biodiversiteten. Deres bestøvning af landmandens afgrøder og naturens vilde flora har stor betydning for både mennesker og naturens vilde dyr.

Bierne er eksperter i at lave honning. Det eneste vi kan bidrage med, er at skabe så gode livsbetingelser for bierne som muligt. Ydmygt værdsætter vi, hvordan millioner af flittige fynske bier slider sig gennem sommeren for, at vi kan høste deres honning.

Vision:

Vi vil skabe fødevarer, som er kendetegnet ved høj kvalitet og god smag. Nysgerrighed er vores drivkraft, når vi eksperimenterer og skaber nye produkter. Det er baggrunden for den mangfoldighed af forskellige varer og delikatesser, som vi skaber.

Den kedelige ensartethed duer ikke i vores univers. Vi kan og vil bidrage med noget nyt og anderledes. Magtenbølle Honning & Mjød giver forbrugeren flere valgmuligheder og mere frihed til at vælge de varer, som opfylder forbrugerens ønsker og behov.

Vi bruger de bedste råvarer, som vi henter fortrinsvis i naturen så tæt på Magtenbølle som muligt. Vi sælger varer direkte til forbrugeren samt sælger til udvalgte specialbutikker. Afstanden fra jord til bord skal være så kort som mulig.

Værdier:

Sammenfattende er Magtenbølle Honning & Mjød kendetegnet ved følgende værdier: nærhed, ansvar, engagement, frihed til at vælge, bæredygtighed, glæde, den indre ro og fællesskab.

Personerne bag Magtenbølle Honning & Mjød:

Klaus har travlt. Om sommeren slynger han honning og om vinteren brygges der mjød. Klaus Ankerstjerne Eriksen
Årgang: 1959, født og opvokset i København
Uddannelse: datamatiker og merkonom
Arbejde: maskinoperatør ved Exhausto i Langeskov, konsulent, stifter af Magtenbølle Honning & Mjød

Else Marie KristensenElse Marie er historiefortæller og opdrætter minigrise.
Årgang: 1963, født og opvokset i midtjylland
Uddannelse: pædagog og zoneterapeut
Arbejde: historiefortæller, coach, håndlæser, minigris-avler og medstifter af Magtenbølle Honning Mjød

I 1996 flyttede vi fra Århus til Magtenbølle, vores tre drenge var fire, otte og ti år gamle. Vi ville bo tæt på naturen, hvor der er plads til dyr og en stor naturgrund. Vi har lavet en lille vingård, en æblelund, har haft mange forskellige dyr. Vi vil udleve vores fantasier og drømme. Og har skabt et sted, hvor vi har plads til livskvalitet og frihed til at eksperimentere.

Else Maries hjemmeside om fortælling:  www.elsemarieeventyr.dk  og minigrise:  www.griseriet.com

Vi afholder rundvisning i bryggeri og på vores naturgrund samt smagsprøvninger her på vores spændende sted i Magtenbølle, kontakt os for et godt tilbud.

Vi tilbyder kurser i brygning af mjød, øl eller cider. Har i adgang til eksempelvis et skolekøkken og store gryder, mindst en 8 liters gryde og en kogeplade pr. deltager, så kan vi tilbyde et kursus i mjød- eller øl-brygning. Cider-brygningskursus i æblesæsonen afholder vi i det omfang, der er behov for det, gerne her i Magtenbølle.

Else Marie tilbyder håndlæsning  og er populær at få ud til fødselsdage, polterabend, veninde komsammen og lignende steder.

Vi har også minigrise, små kælegrise der er bare så søde, så de ikke er til at stå for. Kontakt Else Marie på telefon : 2013 5492 eller mail: elsemarieeventyr@msn.com , hvis du vil vide mere om minigrisene.

Else Marie er også fortæller, hun kommer ud på skoler, børnehaver, biblioteker, foreninger eller andre steder og fortæller en god historie, kontakt Else Marie på telefon : 2013 5492 eller mail: elsemarieeventyr@msn.com , se mere her om fortælleren Else Marie og hendes minigrise : “Fortæller og minigrise”

Adresse, åbningstider, links m.m.
Her bor vi:

Her bor vi: Magtenbøllevej 78, Vissenbjerg
Magtenbølle Honning & Mjød
Magtenbøllevej 78
5492 Vissenbjerg
tlf. 2086 5492 eller 2013 5492
mail: klaus@magtenboelle.com eller elsemarieeventyr@msn.com
CVR: 34129657

Vores åbningstider er temmelig fleksible, som regel er vi hjemme om eftermiddagen, men ring inden du tager hjemmefra, hvis du vil være sikker på at træffe os.

Bisværme og hvepse henter vi ikke.
Hvert år bliver vi kontaktet af personer, som har fået en bisværm eller et hvepsebo i haven eller inde i huset. Det skal undertreges, vi tager ikke ud og henter bisværme eller fjerner hvepsebo. Det er der til gengæld mange andre gode biavlere der gør. Danmarks Biavlerforening administrerer en sværm-henterliste med ca. 800 biavlere fordelt i hele landet, som gerne vil hente en bisværm og nogen af dem fjerner også hvepse, mod rimelig betaling. Her er et link til sværmhenterlisten: sværmhenter